Vi tilbyder
Iblandt de væsentligste risici for et pengeinstitut er kreditrisici. I Risikoopfølgning bliver du en del af et engageret og dygtigt team, der overvåger, at Sydbank påtager sig kreditrisici indenfor de rammer, som Sydbanks bestyrelse har udstukket.
Du bliver en del af et team hvor dialog, feedback og udvikling er nøgleelementer. Et team hvor vi sætter en ære i at udfordre hinanden og samtidig have det godt med hinanden.
Der vil være gode muligheder for at påvirke og tilpasse jobindholdet til de kompetencer, som du kan byde ind med – uanset om det er; erfaring med kreditrisici relateret til privatkunder, kreditrisici relateret til erhvervskunder eller risici relateret til arbejdet med data og datakvalitet.
Du bliver en del af en organisation, der arbejder aktivt med, at Sydbank – også i fremtiden – er en attraktiv arbejdsplads og et selvstændigt og handlekraftigt pengeinstitut. I relation hertil arbejdes der aktivt med at tilpasse risikostyringen af Sydbank til de foranderlige interne og eksterne krav, så den udarbejdede rapportering til stadighed giver ledelsen et fyldestgørende og relevant overblik over de kreditrisici, som Sydbank-koncernen påtager sig.
Om jobbet
Som controller i Risikoopfølgning bliver dine primære arbejdsopgaver kontrol og analyse af risici på kreditområdet. Afdelingens arbejde udføres med baggrund i en årlig risikovurdering og tilpasses løbende ved ændringer i det interne eller eksterne risikobillede.
Opgaverne er mangeartede og omfatter blandt andet:
- Kontrol af hvorvidt bankens forretningsgange og politikker overholdes
- Vurdering af bonitet i bankens privat- og erhvervsengagementer
- Kontrol af indtaget af nye engagementer
- Validering af data, der anvendes i bankens kreditmodeller
Dit arbejde med kontroller og vurderinger sammenfattes i rapporter, der blandt andet anvendes af bankens Risikoansvarlige og af bankens ledelse.
Arbejdstiden er som udgangspunkt 8-16 med arbejdssted på Sydbanks hovedkontor, Peberlyk 4, 6200 Aabenraa – dog med gode muligheder for gensidig fleksibilitet tilpasset dit og Sydbanks behov.
Om dig
Du har stor interesse for kreditområdet. Måske har du erfaring indenfor den finansielle sektor, revision eller lignende. Du sætter en ære i at udføre et ordentligt stykke arbejde. Du trives med deltagelse i planlægning og initiering af nye opgaver og med fordybelse i de eksisterede opgaver, der løbende udføres i afdelingen.
Herudover forventer vi, at du:
- Har erfaring med kreditgivning til privatkunder, kreditgivning til erhvervskunder eller har erfaring med arbejdet med data og datakvalitet fra dit nuværende eller tidligere job
- Har en relevant økonomisk eller finansiel uddannelse, som udgør et godt teoretisk fundament, på bachelor- eller kandidatniveau.
- Er nysgerrig og har en positiv tilgang til udfordringer og nye opgaver
- Er systematisk og vedholdende
- Er en god kommunikator, både skriftligt og mundtligt
I Sydbank arbejder vi systematisk med mål og konstruktiv feedback, så du udvikler dig og bliver dygtigere. Du skal derfor trives i en kultur, hvor åbenhed og dialog er højt prioriteret. Det er ligeledes vigtigt, at du er en holdspiller, som tager ansvar for at nå dine egne såvel som teamets mål. Stærkt sammenhold og hjælpsomhed er en del af fundamentet for den gode trivsel i hverdagen.
Om os
Risikoopfølgning – den afdeling du bliver en del af – består af 5 medarbejdere, der alle beskæftiger sig med overvågning af bankens væsentligste kreditrisici. Risikoopfølgning er en del af område Risiko, som består af fire afdelinger. Du bliver en del af et spændende område med i alt 29 dygtige medarbejdere, som alle arbejder med opgaver indenfor risikoområdet – et område, der bliver ved med at udvikle sig, og hvor der hele tiden sker noget på det regulative område.
Vi sætter engagement hos den enkelte medarbejder højt og kerneværdierne; inddragelse, relationer, anerkendelse, nysgerrighed og begejstring – under mottoet ”Det starter med dig selv” – er en del af vores DNA.
Vi har et rigtig godt socialt miljø, hvor vi efter endt arbejdstid – for dem der har lyst – ofte mødes til både sportslige og ikke-sportslige aktiviteter, hvilket er med til at styrke og understøtte fællesskabet og sammenholdet i området. Fagligt, vægter vi det gode samarbejde, tillid og frihed under ansvar højt, vi har en uformel omgangstone, og vi er gode til at hjælpe hinanden. Vi prioriterer digitalisering – både med henblik på effektivisering og kvalitetssikring.
Praktisk information
Vil du vide mere om jobbet, dine muligheder og vores forventninger til dig, er du velkommen til at kontakte afdelingsdirektør Tobias Brohus Pedersen på telefon; 29 29 80 55 eller på mail Tobias.Pedersen@sydbank.dk
Send din ansøgning og dit CV hurtigst muligt og senest den 16. Maj. Vi holder samtaler løbende, og vi glæder os til at høre fra dig.
Ansøgningsfrist:
16-05-2025
Reference:
2025-3439
Om Sydbank – Danmarks Erhvervsbank
I Sydbank er vores mål hver dag at skabe en bank, der er lidt bedre, end den var i går. Det kan vi kun, fordi vi har medarbejdere, der både kan og vil. I Sydbank får du kolleger, der interesserer sig for dig, og som altid er klar til at hjælpe og lytte.
Hos Sydbank er vi eksperter i at hjælpe rygraden af dansk erhvervsliv – de store og mellemstore virksomheder. Derfor kalder vi os Danmarks Erhvervsbank. Men vi rådgiver også dagligt tusindvis af danskere med deres privatøkonomi og investeringsmuligheder. Vi prioriterer de nære relationer og baserer vores rådgivning på et fundament af stærk faglighed og ordentlighed.
Sydbank har rødder i det sønderjyske, men med ca. 2.200 medarbejdere fordelt på hovedsædet og 65 afdelinger rundt om i landet er vi bank for hele Danmark.
Læs mere på www.sydbank.dk/karriere