Vi tilbyder
En mulighed for at understøtte banken og vores kundevendte kollegaer i at udføre et godt stykke arbejde og gøre tingene rigtigt. Hvis det lyder som noget for dig, så tilslut dig Fagkontoret for investering som vores nye forretningsanalytiker.
Om jobbet
Som forretningsanalytiker vil du arbejde helt inde i maskinrummet og have ansvaret for at udføre relevante kontroller og udarbejde tilhørende rapporter. Du vil samtidig, i tæt samarbejde med dine nærmeste kollegaer tilbyde rådgivning om interne forretningsgange og investeringslovgivningen til en bred kontaktflade i banken.
Dine primære arbejdsopgaver omfatter:
- Kontrol af bankens investeringsrådgivning, herunder aflytning af båndede samtaler
- Sikre, at produkter rammer de rette målgrupper
- Kontrol af andre relevante områder
- Udarbejdelse af rapporter og beslutningsgrundlag til Produktkomiteen
- Videreudvikling af kontrolopsætning i samarbejde med nærmeste kollegaer
- Sparring med rådgivere og øvrige interessenter
Om dig
For at kunne lykkes i jobbet skal du have høj integritet, god dømmekraft og samarbejdsevner. Det er også vigtigt, at du er struktureret og detaljeorienteret i din arbejdsmetode.
Du motiveres af at arbejde i et spændingsfelt mellem finans, investering og lovgivning. Du har flair for at kommunikere tydeligt på skrift og i tale.
Du kommer med en relevant uddannelse som enten er opbygget via erfaring, og/eller finansiel uddannelse. Har du erfaring inden for investeringsrådgivning, controlling, udarbejdelse af kontrolrapportering eller dataanalyse er det en fordel.
Du trives med at arbejde i en gruppe, hvor forskellige faglige baggrunde bidrager til fælles mål – og du kan se værdien i at møde ind på kontoret og være en del af et godt kollegaskab.
Om os
Fagområdet Investering arbejder tæt sammen med bankens rådgivere, øverste ledelse og andre vigtige interessenter. Vi stræber efter at levere de helt rigtige produkter til Sydbanks kunder samt de bedst understøttende systemer til bankens rådgivere.
Fagområde Investering består af 9 kolleger og er fysisk placeret i Sydbanks hovedsæde på Peberlyk i Aabenraa. Afdelingen er en del af Område Marketing, Privat og Private Banking.
Praktisk information
Send os din ansøgning og dit CV snarest. Vi holder løbende samtaler og lukker jobbet, når vi finder den rigtige kandidat. Af hensyn til sommerferien kan ansættelsesprocessen vare helt frem til ansøgningsfristen.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsdirektør Kim Hjort-Pedersen på telefon 29 12 35 32.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Ansøgningsfrist:
31-08-2025
Reference:
2025-3487
Om Sydbank – Danmarks Erhvervsbank
I Sydbank er vores mål hver dag at skabe en bank, der er lidt bedre, end den var i går. Det kan vi kun, fordi vi har medarbejdere, der både kan og vil. I Sydbank får du kolleger, der interesserer sig for dig, og som altid er klar til at hjælpe og lytte.
Hos Sydbank er vi eksperter i at hjælpe rygraden af dansk erhvervsliv – de store og mellemstore virksomheder. Derfor kalder vi os Danmarks Erhvervsbank. Men vi rådgiver også dagligt tusindvis af danskere med deres privatøkonomi og investeringsmuligheder. Vi prioriterer de nære relationer og baserer vores rådgivning på et fundament af stærk faglighed og ordentlighed.
Sydbank har rødder i det sønderjyske, men med ca. 2.200 medarbejdere fordelt på hovedsædet og 65 afdelinger rundt om i landet er vi bank for hele Danmark.
Læs mere på www.sydbank.dk/karriere