Vi tilbyder
Et job i en driftsafdeling med høj faglighed og moderne teknologier, hvor sikkerhed, driftsstabilitet og resiliens er fundamentale værdier. Hos os får du mulighed for mere end bare at holde infrastrukturen kørende – du får indflydelse, ansvar og faglige udfordringer i en organisation, hvor du bliver set og hørt.
Du får plads til at udvikle dig – både fagligt og personligt – og mulighed for at dykke ned i det, der interesserer dig, samtidig med at du får ansvar og opbakning til at vokse med opgaverne.
Hos os får du desuden attraktive ansættelsesvilkår: en god overenskomst, konkurrencedygtig pensionsordning, 6 ugers ferie og 5 omsorgsdage om året – og en arbejdsplads med fokus på balance mellem arbejde og privatliv.
Om jobbet
Vores infrastruktur bygger på en hybrid tilgang, hvor vi kombinerer egne Tier 3-datacentre i Danmark med udvalgte cloud-løsninger. I Sydbanks IT-afdeling bliver du en del af et teknisk fællesskab, hvor vi sammen vedligeholder og udvikler en moderne infrastrukturplatform. Vi arbejder i tværfaglige agile teams – både når det gælder daglig drift, større ændringer, nye teknologier og komplekse projekter. Du vil få ansvar for dine egne opgaver, men du står aldrig alene. Vi samarbejder tæt, deler viden og lærer af hinanden – for det er sådan, vi skaber kvalitet og fremdrift.
Dine opgaver kommer til at afhænge af din tekniske viden, og hvad du interesserer dig mest for. Det kan være drift og vedligeholdelse af vores centrale platforme – både on-prem og i cloud. Det kan være fejlsøgning eller optimering af vores processer. Det kan være deltagelse i større forandringsprojekter, vagtrotation eller planlægning og gennemførelse af Disaster Recovery-tests.
Om dig
Vi forestiller os, at du har erfaring med IT-drift og teknisk infrastruktur – måske med serverdrift, netværk eller cloud. Måske er du nyuddannet med en stor faglig nysgerrighed og en god forståelse for teknisk kompleksitet. Uanset hvad du kommer med, lægger vi størst vægt på din tilgang: At du tager initiativ, er lærevillig og motiveres af at få ting til at virke – også når det kræver, at man går det ekstra skridt eller sparrer med kollegerne for at finde løsningen.
Hvis du har interesse for storage, backup, virtualisering eller serverdrift – eller måske det hele – og kan se dig selv i et team, hvor man både har dyb teknisk faglighed og humor i hverdagen, så er du måske lige den, vi leder efter.
Det er vigtigt, at du arbejder struktureret, kan kommunikere tekniske valg klart og er god til at samarbejde på tværs af fagligheder.
Om os
I Sydbanks IT-afdeling er vi ca. 70 medarbejdere fordelt på ni agile teams. Vi har store visioner, vi har ansvar – og vi har hinanden. Her er tillid til fagligheden og plads til både udvikling og forskellighed. Vi arbejder tæt sammen på tværs af roller og teams og har et fælles mål om at skabe en sikker, stabil og fremtidssikret IT-platform, der understøtter hele bankens forretning.
Vi glæder os til at høre fra dig – også selvom du ikke kan sætte flueben ved det hele. Vi leder efter dig, der har lyst til at lære, gerne vil bidrage og ønsker at være en del af et teknisk fællesskab med dygtige kolleger.
Praktisk information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Mette Vestergaard Johannsen på 23622011 eller på mail mette.johannsen@sydbank.dk
Send gerne din ansøgning snarest og senest 20. august – vi afholder samtaler løbende.
Din arbejdsplads bliver på vores hovedkontor i Aabenraa, og vi tilbyder fleksible rammer med mulighed for hjemmearbejde. Du får adgang til gode arbejdsforhold, personaleforening, fri telefon og internet, og meget mere.
Ansøgningsfrist:
20-08-2025
Reference:
2025-3509
Om Sydbank – Danmarks Erhvervsbank
I Sydbank er vores mål hver dag at skabe en bank, der er lidt bedre, end den var i går. Det kan vi kun, fordi vi har medarbejdere, der både kan og vil. I Sydbank får du kolleger, der interesserer sig for dig, og som altid er klar til at hjælpe og lytte.
Hos Sydbank er vi eksperter i at hjælpe rygraden af dansk erhvervsliv – de store og mellemstore virksomheder. Derfor kalder vi os Danmarks Erhvervsbank. Men vi rådgiver også dagligt tusindvis af danskere med deres privatøkonomi og investeringsmuligheder. Vi prioriterer de nære relationer og baserer vores rådgivning på et fundament af stærk faglighed og ordentlighed.
Sydbank har rødder i det sønderjyske, men med ca. 2.200 medarbejdere fordelt på hovedsædet og 65 afdelinger rundt om i landet er vi bank for hele Danmark.
Læs mere på www.sydbank.dk/karriere