Forretningsudvikler til Erhvervskunder i Aabenraa

Generelle oplysninger

Vi tilbyder

Har du lyst til at arbejde med forretningsudvikling i en afdeling, hvor faglighed, samarbejde og strategisk tænkning går hånd i hånd? Så er du måske vores kommende kollega. Vi søger en ny kollega, der med nysgerrighed og engagement vil være med til at udvikle fremtidens løsninger for vores erhvervskunder.

Om jobbet

Hos os får du en central rolle i en afdeling, hvor vi arbejder tæt sammen om at skabe værdi for både kunder og kolleger. Som forretningsudvikler bliver du en del af et stærkt team, hvor du får mulighed for at arbejde med alt fra udvikling af nye produkter og rådgivningskoncepter til at varetage relationer med nogle af bankens vigtige strategiske samarbejdspartnere.

Du får ansvar for egne områder, som du både skal drive og videreudvikle – naturligvis i tæt samarbejde med dine kolleger i erhvervskundeafdelingen. Her bliver du en del af et team, der har særligt fokus på rådgivning og faglighed, og som også står bag mange af bankens erhvervsfora ud mod vores decentrale direktørkreds.

Afdelingen har en bred kontaktflade i hele organisationen – både på hovedkontoret i Aabenraa og ude i bankens lokale enheder. Du vil derfor også ofte indgå i tværgående projekter og samarbejder på tværs af banken. Det er en rolle med stor variation og mulighed for at sætte dit præg på både opgaver og udvikling.

Om dig

Vi forestiller os, at du er nysgerrig på erhvervsområdet og har lyst til at bidrage til udviklingen af Danmarks Erhvervsbank. Måske har du allerede erfaring med erhvervskunder – enten fra en udviklingsfunktion eller en kundevendt rolle – men det vigtigste er, at du har lysten og modet til at lære nyt og tage ansvar.

Vi leder efter en kollega, der:

  • Motiveres af at skabe resultater og tænke i løsninger
  • Trives med at facilitere processer og inspirere andre
  • Kommunikerer klart og engagerende – både skriftligt og mundtligt
  • Er god til at samarbejde og opbygge relationer på tværs af fagområder
  • Har en naturlig nysgerrighed og lyst til at udvikle sig

Om os

Du bliver en del af Område Erhverv, som har base i Sydbanks hovedsæde i Aabenraa. Området består af cirka 40 engagerede medarbejdere fordelt på afdelingerne Erhvervskunder, Cash Management, Trade Finance og Merchant Bank. Din daglige arbejdsplads bliver i Erhvervskundeafdelingen, hvor vi er organiseret i to teams: ét med fokus på rådgivning og faglighed, hvor denne stilling hører til – og ét med fokus på digitalisering og udvikling af digitale løsninger.

Hos os bliver du mødt af et stærkt fagligt miljø, hvor vi prioriterer videndeling og samarbejde højt. Vi hjælper hinanden på tværs af teams og kompetencer, og vi lægger stor vægt på at skabe en arbejdsplads med høj trivsel og gensidig respekt. Som ny kollega bliver du taget godt imod, og vi sørger for, at du får en god introduktion og føler dig som en del af fællesskabet fra dag ét.

Praktisk information

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsdirektør Michael Mørck på tlf. 24 90 55 11. Send din ansøgning online hurtigst muligt – og senest fredag den 21. november 2025. Vi afholder samtaler løbende.

Ansøgningsfrist:
21-11-2025

Reference:
2025-3558

Om Sydbank – Danmarks Erhvervsbank

I Sydbank er vores mål hver dag at skabe en bank, der er lidt bedre, end den var i går. Det kan vi kun, fordi vi har medarbejdere, der både kan og vil. I Sydbank får du kolleger, der interesserer sig for dig, og som altid er klar til at hjælpe og lytte.

Hos Sydbank er vi eksperter i at hjælpe rygraden af dansk erhvervsliv – de store og mellemstore virksomheder. Derfor kalder vi os Danmarks Erhvervsbank. Men vi rådgiver også dagligt tusindvis af danskere med deres privatøkonomi og investeringsmuligheder. Vi prioriterer de nære relationer og baserer vores rådgivning på et fundament af stærk faglighed og ordentlighed.

Sydbank har rødder i det sønderjyske, men med ca. 2.200 medarbejdere fordelt på hovedsædet og 65 afdelinger rundt om i landet er vi bank for hele Danmark.

Læs mere på www.sydbank.dk/karriere