Kunderådgiver – Lokal Erhverv til Sydbank i Næstved

Generelle oplysninger

Vi tilbyder

Brænder du for at skabe unikke kundeoplevelser og trives du i en ambitioøs og samarbejdende kultur? Drømmer du om at arbejde med både mindre erhvervskunder og privatkunder? Vil du arbejde et sted hvor vi har fokus på medarbejdertilfredshed, dygtiggørelse, sparring, teamspirit og sund bankdrift?
Som Kunderådgiver - Lokal Erhverv skal du yde professionel rådgivning til selvstændige erhvervsdrivende og dermed sikre, at samspillet imellem erhvervsøkonomi og privatøkonomi er i højsædet. Din relation til kunderne er afgørende, og du vil naturligt blive en aktiv sparringspartner i mange af deres forretningsmæssige beslutninger.
Hvis du på sigt har ambitioner om at blive erhvervsrådgiver, kunne dette job være et godt skridt på vejen. Her vil vi meget gerne i dialog med dig, så vi i fællesskab kan få skabt en karriereplan.

Om jobbet

Helt grundlæggende handler jobbet om at være en dygtig rådgiver, der kan skabe tætte relationer og en høj kundetilfredshed hos mindre, lokale erhvervsvirksomheder og privatkunder. Det gør du ved at levere nærværende og proaktiv rådgivning med forståelse for den enkelte kundes situation og aktuelle behov samt ved at forstå både privat-og erhvervskundeområdet.

Dine primære opgaver:

  • ansvar for din egen kundeportefølje, der består af mindre erhvervskunder og deres private bankforretninger
  • præsentere kunder for nye muligheder gennem helhedsrådgivning
  • rådgive om bolig, formueoptimering, drifts- og anlægsfinansieringer samt kunne bevæge dig inden for forskellige skattemiljøer inden for både privat og erhverv
  • efterbehandle og følge op på kundemøder
  • arbejde med nye potentielle kunder for løbende at udvide din kundeportefølje
  • planlægge og deltage i rådgivnings- og kundeaktiviteter, fx gå-hjem-møder og events
  • indgå i løbende dialog om din personlige plan for din fortsatte udvikling

I Sydbank Næstved yder vi rådgivning med kunderne i centrum og du har som Kunderådgiver – Lokal Erhverv i Næstved altid mulighed for at inddrage specialister indenfor pension, bolig, erhverv, investering mv. Specialisterne sidder på adressen og er lige som dig en del af Sydbanks finanshus i Næstved.

Om dig

Du er uddannet finansøkonom, finansbachelor eller har en traditionel bankuddannelse – gerne suppleret med en HD. Har du erfaring med rådgivning af mindre erhvervskunder, vil dette være et plus.

Alternativt ønsker du at styrke dine kompetencer og bygge på erhvervsdelen via et læringsforløb på erhverv. Samtidig har du med succes ydet rådgivning til privatkunder inden for bolig, pension og investering i minimum 3 år. Du trives med at være opsøgende i dialogen med kunderne, og du ved, hvor vigtigt det er at være tilgængelig for kunderne

Om os

Du bliver en del af Næstveds største finanshus med 50 gode kolleger, der tilsammen udgør områdekontor for Område Sjælland. Udover Næstved Privat, der er blandt Sydbanks største privatafdelinger, består områdekontoret af Private Banking, Erhvervscenter, Kredit og Områdeledelse. Med høje faglige kompetencer inden for alle fagområder, får du her de bedst tænkelige sparringsmuligheder i alle situationer. Vi har desuden en række dygtige specialister i huset, som du kan trække på i dit daglige arbejde. 

I Næstved Privat sætter vi stor pris på det gode samarbejde, på at dele viden og på, at vi har det sjovt med hinanden. Omgangstonen er uformel, der er højt til loftet, og alle sætter deres eget unikke aftryk i den daglige drift. Sammen skaber vi den gode arbejdsplads, flotte resultater – og en endnu stærkere bank.

Praktisk information

Vi kan ikke vente med at få vores nye kollega ombord så send din ansøgning hurtigst muligt, da vi holder samtaler løbende.

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Privatdirektør Casper Elin på 25 43 18 23.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøgningsfrist:
31-12-2022

Reference:
2022-623

Om Sydbank – Danmarks Erhvervsbank

I Sydbank er vores mål hver dag at skabe en bank, der er lidt bedre, end den var i går. Det kan vi kun, fordi vi har medarbejdere, der både kan og vil. I Sydbank får du kolleger, der interesserer sig for dig, og som altid er klar til at hjælpe og lytte.

Hos Sydbank er vi eksperter i at hjælpe rygraden af dansk erhvervsliv – de store og mellemstore virksomheder. Derfor kalder vi os Danmarks Erhvervsbank. Men vi rådgiver også dagligt tusindvis af danskere med deres privatøkonomi og investeringsmuligheder. Vi prioriterer de nære relationer og baserer vores rådgivning på et fundament af stærk faglighed og ordentlighed.

Sydbank har rødder i det sønderjyske, men med ca. 2.200 medarbejdere fordelt på hovedsædet og 65 afdelinger rundt om i landet er vi bank for hele Danmark.

Læs mere på www.sydbank.dk/karriere