Studiejob i Aabenraa

Generelle oplysninger

Vi tilbyder

En mulighed for at kickstarte din karriere under studiet med et studiejob i Sydbanks hovedsæde i Aabenraa. Her kan du dygtiggøre dig og supplere din teoretiske faglighed med studierelevant erhvervserfaring.
I Sydbank tror vi på, at kombinationen af dygtige medarbejdere og gode relationer skaber værdi for kunderne – og dermed banken. Vi fokuserer på at få dygtige kandidater, der ser en mulighed for at tage første skridt på en spændende karrierevej i Sydbank.

Om jobbet

Vi søger løbende kandidater til studiejobs indenfor regnskabsanalyse, procesoptimering, forretningsudvikling, kommunikation og marketing, økonomi, kapitalforvaltning, IT, jura og HR. 

Opgaveindholdet vil være forskelligt afhængigt af, hvor i Sydbank studiejobbet tilbydes. Fælles er, at dygtiggørelse, udvikling og feedback vil være en del af din hverdag. Du vil opleve et selvstændigt ansvar for opgaveløsningen og en forventning om, at du bringer din teoretiske og metodiske faglighed i spil.

Arbejdstiden kan variere, men forventes i gennemsnit at være mellem 8 og 15 timer pr. uge. Vi er fleksible i forhold til studier og eksaminer og forventer det samme den anden vej. Der vil også i nogle studiejobs være mulighed for at arbejde fuldtid. Dette vil udelukkende være i perioder, som er undervisnings- og eksamensfrie, da Sydbanks holdning er, at dit studie har første prioritet.  

Om dig

Du er i gang med din bacheloruddannelse og har allerede besluttet, at du vil fortsætte på en kandidatuddannelse inden for fx cand.merc. finansiering, AUD., regnskab, jura, IT, HRM, kommunikation, cand. oecon., cand. soc. eller tilsvarende. Alternativt er du lige påbegyndt en af ovenstående kandidatuddannelser.

Du motiveres af at bringe din teoretiske faglighed i spil og levere kompetent rådgivning og opgaveløsning samt bidrage til sammenholdet med et godt humør.  Du er praktisk løsningsorienteret og evner at se tingene i et helhedsperspektiv. Samtidig forstår du vigtigheden i at være omhyggelig med detaljer og nå deadlines. Du besidder god IT- og systemforståelse samt et højt niveau af datadisciplin og er skarp til at formulere budskaber på professionel vis – både mundtligt og skriftligt.

Om os

Studiejobbet vil være i Sydbanks hovedsæde i Aabenraa. Her arbejder ca. 1000 specialister indenfor forskellige fagområder. Det er din mulighed for at komme ind i maskinrummet i en uafhængig bank, der kan og vil selv. Godt kollegaskab, hjælpsomhed og stærkt sammenhold er de vigtigste grundpiller for vores succes. Sammen skaber vi den gode arbejdsplads – og en endnu stærkere bank.

Praktisk information

Vi søger løbende studentermedhjælpere. Derfor vil vi meget gerne modtage din ansøgning og dit CV, som vi med dit samtykke vil gemme i vores emnebank. Når der opstår et relevant studiejob, vil vi kontakte dig og invitere til en samtale.

Vi glæder os til at høre fra dig. 

Ansøgningsfrist:
31-12-2029

Reference:
2020-18

Om Sydbank – Danmarks Erhvervsbank

I Sydbank er vores mål hver dag at skabe en bank, der er lidt bedre, end den var i går. Det kan vi kun, fordi vi har medarbejdere, der både kan og vil. I Sydbank får du kolleger, der interesserer sig for dig, og som altid er klar til at hjælpe og lytte.

Hos Sydbank er vi eksperter i at hjælpe rygraden af dansk erhvervsliv – de store og mellemstore virksomheder. Derfor kalder vi os Danmarks Erhvervsbank. Men vi rådgiver også dagligt tusindvis af danskere med deres privatøkonomi og investeringsmuligheder. Vi prioriterer de nære relationer og baserer vores rådgivning på et fundament af stærk faglighed og ordentlighed.

Sydbank har rødder i det sønderjyske, men med ca. 2.200 medarbejdere fordelt på hovedsædet og 65 afdelinger rundt om i landet er vi bank for hele Danmark.

Læs mere på www.sydbank.dk/karriere